Eucador (2008) I Puerto Lopez havde vi fornøjelsen af at se de kæmpemæssige og fascinerende pukkelhvaler, inden vi tog en tur ind i Amazonjunglen og lod os opsluge af fredfyldt fugtig regnskov, svingene aber i lianerne, farvestrålende sommerfugle, slanger og tropiske planter. Vel tilbage i Ecuadors hovedstad, Quito, fløj vi ud til Darwins sagnomspundne Galapagos øer, hvor vi målløse vandrede rundt mellem forhistoriske liguaner, legesyge søløver, røde krabber, fugle med blå fødder og kæmpemæssige skildpadder. Vi filosoferede over evolutionsteorien og livets eksistensgrundlag og følte os privilegerede over at få lov til at besøge dette helt specielle sted. Efter 10 dage måtte vi sige farvel til dette fantastiske paradis og tage tilbage til fastlandet, hvor vi nåede et hop frem og tilbage over ækvator linjen og en mountainbike tur ud til verdens højeste aktive vulkan Cotopaxi, inden turen for alvor gik hjemad til lille Dannevang i det kolde nord.

Bolivia (2008): Efter 24 timer på ”Dødstoget” og 17 timer i bus nåede vi Sucre, Bolivias uofficielle hovedstad. En lille hvid perle som lå og strålede i det Bolivianske højland. Her slappede vi af og tog på vandreture, inden vi fortsatte til Uyuni, hvor den mærkværdige, smukke og berømte saltørken ligger. 1/3 af Danmarks størrelse og hvid som sne ligger den der i 3600 m højde og glitre i solen. Vi missede med øjnene under vores solbriller og forsøgte at kapere, hvad vi så. Naturens skønhed og barskhed var overvældende her og mens rygende vulkaner, stenformationer i absurde former, rød øde ørken, geyser, kogende mudder, multifarvede bjerge, størknet lava og søer med rødt vand gled forbi bilvinduerne kneb vi os selv I armen for at sikre os, at vi virkelig så alt dette. Mættet af indtryk gik turen videre til Bolivias hovedstad La Paz, som ligger i en smuk dal omgivet af bjerge. Her overlevede Nicolas en mountainbike tur ned ad verdens farligste vej ”The Death Road”, og vi besteg bjerget Chacaltay, hvor begejstringen var stor, da vi nåede toppen og så en fantastisk udsigt. Dagen efter begav vi os videre til verdens højest navigerbare sø ”Lake Titicaca”. Luften var tynd og klar, sollyset var stærkere og Titicaca lå som et enormt safir blåt øje og betragtede verden. På Soløen mødte vi de lokale og fik fortalt gamle sagn om inkarigets begyndelse, og på de berømte sivøer gik vi rundt på det gyngende underlag og undres over den alternative men højtudviklede byggekunst.

Brasilien (2008): Metropolen Rio bød os velkommen med Impanema beach, sambarytmer og billige Caipirinhas, mens Jesus figuren beskyttende holdt øje med os fra toppen af Corcovado bjerget. Allerede efter 5 dage måtte vi dog sige farvel til smukke Rio og begive os vest over til de berømte Iguazu vandfald. Her spenderede vi 3 dage i en verden af buldrende og brugsen, skumsprøjt, vanddamp og duften af flodvand, og vi blev gang på gang hypnotiseret af de massive vandmasser, der væltede ud over klippersiderne. Derefter gik turen til Ilha Grande, en lille bounty ø syd for Rio hvor vi nød livet i 5 dage med dykning, snorkling, surfing, vandreture, strandture og afslapning i hængekøjen, inden vi begav os til den lille by Bonito, som er berømt for dens krystalklare floder befolket af farvestrålende fiks i alle afskygninger. Mens vi flød ned af floden med hovedet under vandet og lukkede alt andet ude, var det som om, vi befandt os i en drømmeverden af kaskader af farver, fisk og dyreliv. Med høje forventninger til vores videre færd i Brasilien fortsatte vi vores tur ud i Pantanal sumpen i det østlige Brasilien. Her blev vi vækket af cikader og skræppende fugle og stødte på caimans (små krokodiller), bæltedyr, vaskebjørne og blå papegøjer, vi var endda så heldige at spotte jaguar fodspor. Dyrene var der, men vi var alligevel en anelse skuffet over Pantanal og drog hurtigt videre mod Bolivia.

Thailand (2006): Vi startede i Bangkok, hvor vi bl.a. tog ud og klappede levende tigre i "Tiger Tempel"; men vi forlod dog hurtigt byens os og larm og tog sydpå til de varme strande i Kao Lak. Her blev vi nogen tid, og jeg begyndte på et dykkerkursus, så jeg kunne være klar til at tage med Maria og Fredrik på dykker tur til Similan Øerne. Vi bestilte en 4 dages "Live-aboard", og jeg afsluttede mit dykkerkursus i de mest fantastiske omgivelser med farvestrålende koraler og fisk og "havdyr" i alle afskygninger. Vel tilbage i Kao Lak tog vi videre til Phuket, hvor vi var én dag, og næste dag fortsatte vi til Ko Lanta, som gik for at være mindre "turistet", og der tilbragte Maria og jeg en uges tid i en lille bambushytte helt ned til vandet. Vi lejede en scooter og kørte rundt og så øen, spiste lækker sea food på de små strandrestauranter og tog på en éndagstur til Phi Phi øerne, hvor vi snorklede i det smukkeste paradis og håndfodrede aber på en kridhvid strand. Efter denne velfortjente afslapningsferie satte jeg atter kurs mod DK efter 4 1/2 måned ude i den store verden.

Nepal (2006): Vel ankommet til Katmandu mødtes jeg med Maria og Fredrik, mine to venner hjemmefra, som jeg begge havde lært at kende under min tur til Australien. Vi havde sat os for, at vi ville på det berømte tre ugers Annapurna trek, som skulle være en helt særlig trekkingtur og en helt speciel kulturel oplevelse, da man undervejs besøger mange små landsbyer og oplever nepaleserne på tæt hold langt væk fra Katmandus turistcentrum. Desuden kommer man også igennem noget af Nepals smukkeste og mest forskelligeartede natur, fra man starter i 800 meters højde med frodige rismarker, grønne skovområder og myg, der stikker, til snestorm og isnende kulde i 5400 meters højde, når man krydser Thorung La bjergpasset. Det var en "gåtur", jeg var i syv sind, om jeg overhovedet kunne gennenføre; men vi kom alle tre henskindet igennem glade og stolte og en smuk, smuk naturoplevelse rigere, omend vi alle mærkede både højden og den tynde luft, og ingen af os slap for at blive syge af maden. Efter trekkingturen slappede vi af i Pokhara et par dage, og derefter fortsatte vi til Thailand, hvor vi skulle nyde de sidste par uger på vores rejse.

Tibet (2006): Tibet var så smuk, at det er svært at beskrive med ord! Luften var tyndere, farverne var stærkere, kontrasterne var større, alting var på en eller anden måde skarpere og klarere. Lahsa by lå smukt omgivet af bjerge, og indbyggerne var en stor blanding af kinesere, backpackere, minoritetsgrupper og tibetanere. På gaden mødte man både den vestligt orienterede kineser og den fattige munk, men for alle grupper gjaldt det, de var venlige og imødekommende. I Lhasa mødte jeg Chris og Georgie, de to New Zealændere, som jeg også havde rejst med i Mongoliet, og vi besluttede os for sammen at leje en jeep og en chauffør og tage på en 5 dags tur langs "The Friendship Highway" til den nepalesiske grænse. Inden tog vi dog på tur til Namtso lake, en af de helligste og efter sigende smukkeste søer i Tibet. I 4800 meters højde lå den - funklende og turkisblå. Vi gik tur langs søen og så solen gå ned over det krystalklare vand. Næste dag var det tilbage til Lhasa, og derefter begyndte vores tur mod Nepal. Vi gjorde holdt i bl.a. Gyantse, Shigatse og Shegar, hvor vi besøgte mange af de gamle buddistiske templer og klostre. Det var som om tiden var gået i stå på disse hellige steder og den stærke fornemmelse af en blanding af historie, religion, filosofi og åndelighed tog næsten pusten fra en; det var en helt speciel oplevelse. En endnu stærkere oplevelse var det dog at stå for foden af Mount Everest og skue op på dets øverste hvide tinder i strålende solskin med den dybe klare blå himmel som kontrast. Som Mount Everest stod der i al sin magt og vælde gav det en et sug i maven af ærefygt og respekt for dette mægtige bjerg.

Kina (2006): Jeg kom hurtigt til at holde af Beijing; det var en forholdsvis hyggelig og ren by af en storby at være. Jeg gik rundt i de små hutongs og sugede stemningen til mig de første par dage, inden Nicolas kom på besøg. Jeg havde ventet med længsel på, at han skulle komme, og travede rastløst rundt i gaderne uden at ville se for meget, for det skulle vi jo gøre sammen. Endelig kom han, og gensynsglæden var stor! Vi nød en uge fyldt med hyggelige middage, kinesisk akrobatik, gåture i Den Forbudte By, besøg på Den Himmelske Fredsplads og en trekkingtur til toppen af Den Kinesiske Mur. Det var svært at sige farvel, men efter en fantastisk uge satte Nicolas kurs mod Danmark, og jeg begav mig videre ned igennem Kina. I Thaishan besteg jeg et af de tre helligste bjerge i Kina, og i Xian tog jeg på tur ud til Terracotta Soldiers, af nogen kaldet verdens ottende vidunder. Videre til Zhangjiajie Nationalpark, hvor jeg beundrede de enorme sandstone peaks, (det lignede en skov af stensøjler!) og derfra ned sydpå til Yangshou, en lille idyllisk backpacker by med alt, hvad hjertet begærer for os rejsende så som varm kaffe og et æg til mogenmad :-) I Yangshou blev jeg en uge og tog på babboo rafting på floden, på cykeltur i det karakteriske landskab med de bløde bjerge og fløj i luftballon i morgendisen. Jeg fortsatte videre til Dali og Lijiang - begge to små hyggelige byer - og i Lijian trekkede jeg i den smukke Tiger Leaping Gorge sammen med to danske piger, jeg havde mødt. Mit sidste stop i Kina var Chengdu, hvor jeg fik set de berømte pandaer, og så gik turen ellers med Himmeltoget mod "Verdens Tag", Lhasa by i Tibet.

Mongoliet (2006): Da jeg stod på toget i Irkutsk, kom jeg til at dele kupé med to danske piger. Jeg nød atter at have nogen at tale med, og da vi ankom til Ulan Baatar, blev vi enige om, at vi evt. ville se, om vi kunne finde en tur, vi kunne tage afsted på sammen. Jeg havde ikke gjort mig de store tanker om, hvor jeg ville hen i Mongoliet, og havde flere forskellige ideer. Men da Line og Tanja koblede sig på en 9 dags tur til Gobi Ørkenen sammen med 1 australier og 2 New Zealændere, sprang jeg til og tog med. Det var en helt igennem fantastisk tur, og Mongoliet var så anderledes fra noget andet, jeg nogensinde før har set. Nogle kilometer uden for Ulan Baatar stoppede asfaltvejen, og så var der ellers bare grønne stepper så langt øjet rakte. I vores lille firehjulstrækker bumlede vi ud over det flade, men kuperede landskab, og undervejs så vi kameler, får og de karakteristiske hvide gers (telte), som de mongolske nomader lever i. Vi overnattede hver nat hos en af disse gæstfrie og åbenhjertige familier, og det i sig selv var en kulturoplevelse af de helt store. Jeg vænnede mig aldrig helt til at drikke gæret, sur hoppemælk (som var deres yndlingsdrik) eller spise deres "snacks", som var lavet af mælk fra geder, får og kameler; men deres te var til gengæld helt fortrinlig. Undervejs på turen red vi på kameler og besteg kæmpestore sandklitter for at se solen gå ned over ørkenen. Vi så gamle klostre og templer, der vidnede om Mongoliets historie, og vi nød det fantastiske landskab. Længere oppe nordpå, da vi var på vej tilbage fra ørkenen, svømmede vi i det smukkeste og koldeste vandfald, (vi trængte alle seriøst til et bad efter 7 dage uden rindende vand), så fantastiske solopgange og red ud over de mongolske stepper på de stærke små mongolske heste. Vel tilbage i Ulan Baatar hoppede jeg på toget med kurs mod Beijing.

Rusland (2006): Så kom jeg endelig afsted på den Transibiriske Jernbane, som jeg så længe havde drømt om. Jeg tog orlov fra studiet, sagde farvel til kæresten og tog backpacken på ryggen og så afsted. De første par uger i Rusland følte jeg mig noget ensom, da jeg ikke mødte så mange andre rejsende som forventet, og da jeg ikke kunne sproget. Desuden er russerne ikke de mest åbenhjertige og slet ikke, når man ikke taler russisk, så det var mildest talt temmelig svært at komme i kontakt med dem. Jeg klarede mig stort set på tegnsprog i 3 uger og følte mig noget isoleret. Men selve turen med jernbanen var en stor oplevelse. Jeg startede i Sankt Petersborg, som var en dejlig og smuk by, der kunne minde meget om et "Nordens Venedig". Der var vand og kanaler alle vegne, og byen havde på en eller anden måde noget europæisk over sig. Derefter tog jeg nattoget til Moskva, som var noget mere russisk i sin fremtoning, men som på mange måder også mindede om enhver anden storby. Efter at have set Lenin, besøgt Kreml, og hvad man nu ellers skal i Moskva startede turen med den Transibiriske Jernbane. Jeg delte kupé med to flinke russere, og selvom de ikke kunne meget engelsk, var det næsten dem, jeg snakkede mest med under mit besøg i Rusland. Efter 4 dage gjorde jeg holdt i Irkutsk, hvor jeg tog på tur ud til Bajkalsøen (verdens største ferskvandssø), og hvor jeg boede i en lille øde landsby i et par dage. Vel tilbage i Irkutsk hoppede jeg på toget igen og efter endeløs russisk "tundra" (skov) og langstrakt sibirisk ødemark, begyndte landskabet langsomt at ændre sig, jo mere vi nærmede os Mongoliet. Her gjorde jeg holdt i Ulan Baatar.

New Zealand (2002): Her havde jeg ca. 1 1/2 måned, hvor jeg rejste rundt både på Nord- og Sydøen. Det var en intens periode med den ene storslåede og smukke oplevelse efter den anden. Kiwi-land er bogstavlig talt "Land of Lord of the Rings", og at kigge ud ad vinduet på bussen var ligesom at være med i filmene. Aldrig har jeg set så forskelligartet natur - det var helt ubegribeligt! I den ene ende af landet kunne man ligge på strande og sole sig, gå en tur i junglen/regnskoven, se geysere, svovlsøer og kogende mudder, og i den anden ende af landet kunne man stå på ski og bestige bjerge - det var fascinerende! Igen fik jeg gode rejsekammerater fra bl.a. USA, Canada og England. Det var med vemod, at jeg sagde farvel, og jeg vil bestemt gerne vende tilbage en dag.

Australien (2002): Min rejse til Australien og New Zealand var og er til dags dato den "største" rejse i mit liv, forstået på den måde, at der virkelig skete meget med mig i det lille års tid, jeg var afsted. Det var den obligatoriske "dannelsesrejse" på alle måder. Jeg tog alene afsted nytårsaften 2001 og landede i Brisbane 1 januar. Her var jeg et par dage, hvorefter jeg tog toget nordpå til Cairns, som skulle være mit hjem det næste halve år. Mit hovedformål med at tage til Australien var, at jeg ville blive flydende til engelsk, og jeg havde derfor tilmeldt mig en international sprogskole i Cairns. Den første måned boede jeg hos en værtsfamilie, men derefter flyttede jeg ind i et lille værelse, som et ældre australsk ægtepar ejede. Jeg delte køkken, stue og bad med et par søde japanske piger, og vi havde hele haven og poolen til fri afbenyttelse. På skolen fik jeg venner fra bl.a.: Sverige, Norge, Tyskland, Schweitz, Japan og Italien, og vi endte med at være "en stor familie". Hen på foråret gik eksamensforberedelserne til Cambridge kurserne igang. Det var intensive kurser af tre måneders varighed, og jeg valgte at tage Cambridge Proficiency Certificate. Det var benhårdt arbejde, men samtidig formåede vi at feste igennem i weekenden og tage på små smut-ture i området omkring Cairns. Det var helt igennem et fantastisk halvt år, som jeg mindes med glæde og nostalgi. Da skolen sluttede, havde jeg besluttet mig for at tage på rundrejse i Australien, og en flink svensker, Fredrik, som var blevet min ven og rejsekompagnon, valgte at følge med mig noget af vejen. Vi tog til Darwin og så Kakadu National Park, derefter til Kathrine Gorge og videre ned til Alice Springs, Ayers Rock, Kings Canyon, The Olgas, videre til Coober Pedy, Adelaide og via The Great Ocean Road til Melbourne og Canberra, og så sluttede vi af i Sydney, hvor Fredrik fløj hjem, og jeg fortsatte til New Zealand.

England (1998): Min første rejse gik til England, da jeg var 17. Jeg var lige færdig med 10. klasse på efterskolen, og min veninde Anette og jeg havde planlagt, at vi ville ud og erobre verden. Vi besluttede os for at tage til England og arbejde som frivillige handicapmedhjælpere, da England ikke var uoverskueligt langt væk, og da vi på den måde ville få gratis kost og logi og tjene lidt lommepenge. Vi søgte uopfordret en masse steder, men de fleste ville ikke tage os, da vi var under 18 (måske også lidt vildt at tage ud i den store verden som 17årig, men det syntes vi overhovedet ikke dengang :-) Til sidst fik vi dog positiv tilbagemelding fra Douglas House Cheshire Home i Brixham i det sydlige England, og så drog vi ellers afsted. Brixham viste sig at være en hyggelig lille havneby, som vi kom til at holde meget af. Vi boede på stedet, hvor vi arbejdede, og ud over os var der en polsk pige Magdalena, som også var en volunteer, og som vi blev rigtig gode venner med. Arbejdet bestod i at hjælpe med at made, bade, passe og pleje og generelt hjælpe de fysisk handicappede mennesker, som boede på Douglas House. Ind i mellem tog vi også på ture med beboerne; vi var bl.a. i London og se St. Pauls Cathedral og fik også set det meste af Sydengland bl.a. Cornwall og Plymouth. Efter at have arbejdet på Douglas House i næsten et halvt år sluttede vi af med et besøg hos min faster i Birmingham og en uge i London, hvor vi fik set alt det, man nu skal se.